af Amalie Kirse Jacobsen, kommunikationspraktikant
Bliv helt skarp på de største trends indenfor online markedsføring i 2023
Er du i tvivl om, hvilke markedsføringsindsatser du skal satse på i 2023? Og hvordan I benytte data i fremtiden? Online markedsføring er i konstant udvikling og tæller efterhånden langt mere end markedsføring gennem Facebook og Instagram. Brugerne er kritiske og mættes af de mange indtryk, så har du fået lagt en plan for, hvordan din virksomhed skal positionere sig og med hvilke indsatser? Hos Heyday har vi taget et kig i krystalkuglen og kommer her med vores bud på, hvad der bliver de største trends indenfor online markedsføring i 2023.
Brænd igennem og styrk din performance gennem branding
Ved forbrugerne, at I eksisterer? Og ved de i så fald, at dine produkter hænger sammen med dit brand? Det er altid rart at have konkrete og målbare resultater på dine markedsføringsindsatser, men hvad nu hvis du rent faktisk kunne øge dine resultater på den lange bane ved at implementere en brandingstrategi? Men hvordan opbygger man egentlig kendskabsgraden til et brand, der allerede eksisterer? Det er vigtigt, at I får tilført Brand Equity til virksomheden – og får det opbygget i en sådan grad, at dine kunders holdning til dit brand påvirker den værdi, der tillægges jeres produkter og services. På sigt skal du ikke længere forklare brandet til forbrugerne, for de ved, hvad de får – og de er vilde med det! Det er vigtigt, at I sætter jer ned og finder ud af, hvad der skaber værdi for jeres kunder, og hvad der gør jeres produkter uundværlige for dem. For jeres nuværende loyale kunder er kilden til de bedste indsigter i, hvad der fungerer for jeres brand – og derfor også hvad I skal have fokus på, når jeres brandstrategi skal udformes og effektueres.
Det er nu, at I skal sætte ind for at øge kundernes kendskab til jeres brand. Det vil give flere salg på den længere bane og løfte jeres bundsalg på sigt. Det giver jer også mulighed for at skabe en gruppe af brugere, som I kan aktivere og gøre til kunder igen og igen.
Det handler i bund og grund om at finde balancen mellem de kortsigtede optimeringer af din virksomheds performance, og de langsigtede visioner om at flytte dit brand og skabe en stærkere brandværdi. Både de kortsigtede og de langsigtede indsatser kræver pålidelige dataindsigter og for at få konverteret kunderne og skabt de rette justeringer i forbindelse med brandingen af jeres virksomhed, er det altafgørende at få en bred og retvisende dataindsamling.
Dataplatforme til indsamling af offline data
Data er og bliver en vigtig kilde, når vi snakker online markedsføring. Det giver os muligheden for at målrette vores budskaber – og ramme vores målgruppe, hvor og når de skal rammes. Data og tracking er dog over tiden også blevet en mere kryptisk størrelse, særligt efter iOS14-opdateringen og GDPR. En af måderne hvorpå I kan sikre, at jeres data er mere retvisende, er at bruge offline conversions. Offline conversions tæller alle de værdifulde handlinger, som dine annonceindsatser kaster af sig, men som ikke kan spores ved traditionel sporing – fx et klik på en annonce, der fører til, at kunden foretager et køb i den fysiske butik. Ved det rette setup har Facebook og Google mulighed for at spore de konverteringer, der er lavet offline, så du kan få et endnu skarpere indblik i dine annoncers performance og følge, om din brandingindsats rent faktisk giver dig flere konverteringer. Ved at fodre Facebook eller Google med oplysninger fra offline-handlingen, såsom en e-mailadresse, et navn eller et telefonnummer, kan platformen afgøre, om personen har en konto – og derigennem finde frem til, om salget er affødt af dine annonceindsatser. Tilmed giver offline conversions mulighed for at lave retargeting på brugeren i et helt år, hvilket er mere, end hvad iOS14 tillader – og dermed har du en længere periode til at opbygge tilliden til dine kunder.
For at få et mere retvisende billede af jeres data, er der en stor fordel i at bruge en Customer Data Platform (CDP). CDP’en kan identificere kunder fra dine forskellige datakilder ved at samle oplysningerne under en individuel identifikator. Ved at implementere en CDP får din virksomhed forbedret jeres datatilgængelighed, strømlinet jeres systemintegration, øget markedsføringseffekten og forbedret den generelle håndtering af jeres kunders persondata, så deres oplevelse med jer som brand bliver god, professionel og tillidsfuld – og deres loyalitet til jeres brand stiger.
Styrk brugeroplevelsen for dine kunder gennem User Generated Content
Gode marketingindsatser handler om meget mere end det, I selv bringer til bordet. Det handler om at skabe indhold, der får jeres brugere til at bringe jeres brand til bordet og ydermere videreformidle det til dem, som har deres tillid. User Generated Content er værdiskabende, da brugerne oftest har større tillid til de personer, de følger end til brands. I kender det sikkert selv, I stoler mere på en anbefaling fra en god ven end på en sælger i en forretning. Gennem brugergenereret indhold fra Content Creators får I jeres brand og produkter ud gennem talerør, der er i øjenhøjde med jeres kunder – og som jeres kunder har tillid til. Content Creators har - i forhold til de fleste influencere - en mindre, men langt mere loyal følgerskare, hvilket afføder en større loyalitet og engagement til dit brand og jeres produkter og services.
Mennesket handler af natur mere ud fra det emotionelle end det rationelle – og derfor er det vigtigt, at vi som virksomhed undersøger forbrugernes emotionelle forventninger til vores produkter og services, så de på sigt får lyst til at dele deres oplevelser med jeres brand til deres følgere og venner.
Markedsføring på sociale medier er meget mere end bare Facebook-annoncer og Instagram-posts
Facebook og Instagram er stadig to vigtige platforme – og tilmed platforme, hvor kunderne er, søger brandkendskaber og deler brandoplevelser. Dog er det efterhånden blevet mere reglen end undtagelsen, at virksomheder befinder sig på disse platforme – og brander sig derigennem. Og mon ikke, at dine konkurrenter også er på Facebook og Instagram? Platforme som LinkedIn, Youtube, Pinterest, TikTok og Snapchat er formidable marketingkanaler og superfordelagtige – især hvis dine konkurrenter ikke benytter dem. I kan fange jeres målgruppes opmærksomhed, før konkurrenten gør det – og I vil derfor ligge lunere i svinget, når det handler om at vinde deres loyalitet og engagement. Men tøv ikke; din konkurrent går nok med de samme overvejelser om platformsdifferentiering, som du gør. Platformsdifferentiering handler om at vælge de rigtige platforme i dit marketingmix, men det er ikke længere nok at gå den sikre vej med det, som har virket i mange år. Farten på den teknologiske udvikling tillader heller ikke, at vi som virksomhed bare sidder og lurepasser - og ofte er der også en ret stor økonomisk gulerod ved at vælge alternative platforme, da klikpriserne og CPM kan være meget lavere.
Om et medies hype bare er en dille er ikke til at sige, men hvis du venter for længe, har dine konkurrenter allerede etableret sig – og taget opmærksomheden. Kunderne har fået en mere kritisk og undersøgende adfærd, og derfor er det – og bliver det – endnu vigtigere end før at få brandet sig strategisk overfor sine potentielle kunder ved at være på de platforme, hvor kunderne befinder sig – og med det content, som fænger dem og får dem til at engagere sig.
Sidst, men bestemt ikke mindst: video, video, video
Video har over den seneste årrække haft en stigende popularitet, og den ser ikke ud til at stoppe lige foreløbigt. Video vurderes stadig til at være den type indhold, som fanger brugerne mest, og idet det vækker sanser og følelser hos forbrugerne, er der større sandsynlighed for, at du opnår en øget engagement rate og et større reach på de sociale platforme. Derudover giver video-formatet dig mulighed for at fortælle historier på en måde, hvor stillbilleder ikke kan følge med – og faktisk viser undersøgelser, at 95% af forbrugerne husker budskaber bedre, hvis de er på video fremfor på tekst. Når forbrugerne husker budskabet bedre, får de også en langt bedre forståelse for din virksomhed, og hvad jeres produkter og services kan, fordi videoformatet gør det nemmere for forbrugerne at indtage viden. Video skaber tillid, tryghed og giver din målgruppe lov til at få et indblik i, hvem I er som virksomhed. Og hey, følelser og sanser er et universelt sprog. Hvor koblingen mellem billede og tekst kan være kompliceret, giver video muligheden for at binde det hele sammen til en historie, et samlet indtryk og på et universelt sprog.
Afslutningsvis ...
For at få skabt et brand, der slår benene væk under dine nuværende og kommende brugere, er det vigtigt at møde dem i øjenhøjde og ramme dem der, hvor de er med det indhold, der tiltaler dem. Gør brug af data fra både jeres online- og offline kanaler, så I sikrer jer det mest sigende billede af, hvordan jeres brugere agerer, og hvor de befinder sig. De kortsigtede resultater er vigtige, men det handler lige så meget om de langsigtede resultater og relationer – og med tillidsbetonede talerør i form af Content Creators, hopper nye brugere gerne med ombord. Og husk; den digitale udvikling flyver afsted – så brug tid på at pleje dine brugere og mød dem i øjenhøjde der, hvor de er.
Er du blevet nysgerrig på at høre mere om, hvordan vi kan hjælpe din virksomhed med online markedsføring, så tag fat i Johannes Kugle på jok@heyday.dk eller ved at give ham et kald på + 45 26 85 09 88.