af Henrik Sandberg, Online Media Specialist
Lider dit website under duplicate content?
Har du styr på hvad duplicate content er? Hvis ikke, kan vi ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at du altid styrer fuldkommen uden om dette, når du laver indhold til dit website. Det er i bund og grund problematikken om, at nøjagtigt det samme indhold ligger på forskellige website eller webshops. Og det kan Google ikke lide.
Google har meldt klart ud: undgå problemet på din hjemmeside. Men så godt som alle danske websites og webshops lider af dette, og det er et stort problem, for Google ønsker ikke at vise disse sider til søgemaskinens brugere.
Hvis du som bruger søger på ”Røde Nike Sko” får du 10 resultater på den første søgeside. Hvis disse 10 resultater indeholder den samme tekst, vil Googles brugere hurtigt bliver træt af at browse rundt i Googles søgemaskine, og derfor tager Google problemet meget seriøst!
Så hvis du spørger, om du skal tage duplicate content på din hjemmeside alvorligt, er svaret et klart JA. Faktisk skal du tage det meget alvorligt.
Hvordan kan du checke om du er faldet i fælden?
Det er heldigvis meget let at checke! Tag en sætning fra din side med eksempelvis 8-10 ord, og sæt den ind som en søgefrase på Google med gåseøjne omkring.
Resultatet af denne søgning er måske at Google skriver til dig: ”for at vise dig de mest relevante resultater har vi udeladt nogle poster, der allerede vises”. Med andre ord, fortæller Google, at der er lignende sider på nettet.
Google mener selv, at resultatet er så ringe, at de ikke vil vise det hele i første omgang. Og dette skal tages alvorligt.
Du må naturligvis heller ikke kopiere tekst direkte fra andre websites til dit eget website! Så kan du nemlig være fuldkommen sikker på, at Google mener, det er duplicate content.
Hvad er undtagelserne?
Der er nogle tekster, der ikke er duplicate content, selv om de faktisk optræder flere steder på nettet:
- Har du en tekst, der er oversat fra et andet sprog, er det ikke et problem. Nogle sprog som eksempelvis dansk og norsk kan dog være svært at skelne imellem for Google, så det er en god ide at huske følgende i headeren: <meta name=”language” content=”no” /> (såfremt du har en norsk tekst).
- Footeren på din hjemmeside er heller ikke duplicate content, selv om der står den samme tekst og links på alle sider. Det samme er gældende for headeren.
Der kan være mange årsager til problemet
Her er en oversigt over forskellige kilder til problematikken. Løsningen af problemet afhænger ofte af, hvor problemet stammer fra.
- Testdomæner. Dit webbureau CoolWeb.dk er ved at udarbejde et domæne til dit firma. Din kommende hjemmeside hedder SorteSko.dk. Resultatet er, at deres testsite typisk vil hedde SorteSko.Coolweb.dk. Når din hjemmeside bliver lanceret under navnet SorteSko.dk, kan Google se at indholdet er taget fra SorteSko.Coolweb.dk, og at sitet er det yngste.
- Tyveri. Dette er for det første ulovligt og i strid med loven om ophavsret. Hvis den, der hugger din tekst, har et website, der er ældre end dit, og måske kopierer din tekst ud på en side, der også oprindelig er ældre end din side, så kan du risikere at du bliver straffet.
- Flere domænenavne. En del virksomheder har forskellige web-adresser, der har det samme content. Det kan eksempelvis være at SorteSko.dk, SkoSorte.dk og Sorte-Sko.dk alle kommer til det samme indhold. Beholdes de forskellige hjemmeside-navne i adressen, er det forkert sat op, og du bliver ramt.
- Sessions ID. Dette er et af de største problemer i webshops. Hvis du går ind på din hjemmeside www.SorteSko.dk/model-13.html?IDzpa=090tpuc54gifww4m78, kan du læse sessions ID’en i URL-adressen. Dette skal fjernes. Google kan se, at indholdet på denne side er det samme som på www.SorteSko.dk/model-13.html og dermed duplicate content.
- Sortering. I mange webshops kan du sortere produkterne efter pris, mærke, størrelse eller lignende. Resultatet er fx, hvis du sorterer efter pris SorteSko.dk/model-13?group768sort=price eller hvis du sorterer efter varenummer SorteSko.dk/model-13?group768sort=varenummer får du forskellige URL-adresser. Disse URL-adresser indeholder det samme som SorteSko.dk/model-13?group768sort=name og indholdet er altså, igen, ikke unikt.
- PDF. Når du tilbyder at printe en PDF-side af indholdet på en side, får denne PDF-side oftest også en ny URL-adresse, og ja, det kan også skabe problemer.
- Kampagnesporing. Når du opretter kampagnesporing, kan du nemt komme til at gøre skade på dig selv. En kampagnesporing kan typisk se sådan ud www.SorteSko.dk/nike/?utm_source=adwords&utm_medium=banner&utm_term=tilbud&utm_content=FlotNikeFoto
&utm_campaign=50ProcentRabat, og denne side er nøjagtig den samme som www.SorteSko-dk/nike. Bare én bruger lander på din kampagneside og laver et link til denne side, har du ikke overholdt Googles retningslinjer. - Forhandler. Sælger du et produkt til mange forskellige forhandlere, kan hver af disse forhandlere også risikere at falde i fælden. Typisk vil en lille webshop gå ind på leverandørens hjemmeside og kopiere tekstindholdet til produktet ind på sin egen side. Dette er dovenskab, og Google vil straffe webshoppen hårdt og brutalt. Så der er ingen vej udenom unikke tekster.
Dette er nogle af de typiske kilder til problemet, men der er sikkert mange flere kilder. Ønsker du at ranke højt i Google, er der ingen lette løsninger. En høj placering kræver unik tekst!
Du kan hos Heyday få lavet en SEO-analyse af dit website. Her undersøger vi også om dit site lider under ovenstående problemer. Læs mere om hvordan vi arbejder med SEO.