af Amalie Kirse Jacobsen, Projektkoordinator
Sådan arbejder du med SEO i 2023
SEO er en disciplin i konstant udvikling. Googles indeksering af indhold ændrer sig i takt med brugernes adfærd og deres stigende behov for brugeroplevelser på websites. Indhold af høj kvalitet placeres oftest højst på Google, men hvad mener Google egentlig, når de siger, at de vægter ‘ indhold af høj kvalitet’? Vi kommer her med vores bud på, hvordan du skaber kvalitetsindhold til dit website og sikrer dig gode placeringer gennem SEO i 2023!
Hvorfor SEO skal være en fast del af dit arbejde med dit website
Alle studier peger på, at klikraten stiger eksponentielt, jo højere placering man har på Google. Det kommer nok ikke bag på nogen, at websites skal have besøgende for at skabe kendskab og ultimativt konverteringer. For at få topplaceringer på dit site, er det vigtigt at foretage søgeordsanalyser, så du bliver helt skarp på, hvilke søgeord du skal bruge for at ramme dine brugere, placere dig godt i forhold til dine konkurrenter og videreformidle dit budskab på bedste vis. SEO tæller implementering af relevante søgeord, en stærk og naturlig linkbuilding, et fokus på skarpe metadata, et øje for mobiloptimering og et klart og stærkt fokus på at skabe en tillidsfuld brugeroplevelse. Netop en forstærkning af brugeroplevelsen er kommet i søgelyset hos Google, der nu har tilføjet endnu et element til de kvalitetsfaktorer, de kigger på, når de indekserer websites.
Fra EAT til EEAT
Google har siden 2014 indekseret sites ud fra E-A-T. E-A-T er en sammenslutning af de kvalitetsfaktorer, Google instruerer folk i at opbygge deres site ud fra. Bogstaverne i E-A-T står for Ekspertise, Autoritet og Troværdighed. E-A-T har dog fået et ekstra E - E for Experience - og derfor er det nu både erfaring, ekspertise, autoritet og troværdighed, der skal have opmærksomhed, når der skal udarbejdes SEO-venlige sites, som skal vinde kampen om topplaceringerne. Hvis vi skærer ind til benet, handler SEO om at levere det bedste resultat i henhold til brugernes efterspørgsel. I den forbindelse har brugerne fået et markant større behov for, at forfatteren har erfaring indenfor området, hvorfor det nu også indgår i Googles indeksering.
En god brugeroplevelse affødes af tilfredse brugere, der får opfyldt det behov, de besøger sitet for. Derfor er det i bund og grund ikke vigtigt, om dine on-page tekster er 100 ord eller 1000. Det er vigtigt, at de opfylder brugerens behov i en passende detaljeringsgrad om det respektive emne, og at brugeren får det leveret af en erfaren kilde, de har tillid til. En lang og udførlig on-page-tekst kan være god, men hvis de besøgende overvældes af informationer, de ikke finder relevante eller valide for deres søgning, forlader de siden. Derfor er less is more også en faktor i SEO-optimering, hvis målgruppens samlede brugeroplevelse forbedres af det. På baggrund heraf er det afgørende at kende til målgruppens søgeintentioner - og dermed hvilket formål de besøger dit site med.
Skab gode oplevelser ved at kende dine brugeres søgeintentioner
For at skabe den optimale brugeroplevelse, er det afgørende, at vi ved hvilke intentioner, der ligger bag målgruppens søgninger. Intentionen ligger i den anmodning brugerne ‘sender’ til Google om at finde nogle specifikke oplysninger. Derudover, inddeler man søgeintentioner i tre primære kategorier: navigationssøgninger, informationssøgninger og transaktionssøgninger.
- Ved navigationssøgninger søger brugeren efter en specifik hjemmeside, platform eller brand. Oftest kunne søgningen ligeså godt være foretaget i browseren, men for brugerne ér Google bare vejen frem. Navigationssøgninger kaldes også brandede søgninger, og er meget specifikke, da netop brandnavnet indgår - og derfor kommer søgningerne fra personer, der leder efter et helt særligt produkt eller en specifik service.
- Informationssøgninger er søgninger, der kan give brugerne viden om noget eller besvare deres spørgsmål. Brugerne er ikke nødvendigvis klar til at konvertere, men de søger aktivt mere information. Det er især i forbindelse med informationssøgninger, at opbygningen af troværdighed og autoritet skal skinne igennem.
- Slutligt er der de købsrettede transaktionssøgninger. Her har brugeren taget en beslutning om, hvad der skal købes - de mangler bare at finde det rette sted at købe det. Som sælger er dette den mest attraktive intention at dukke op i sammenhæng med - da køberen er så tæt på et køb, at konverteringen næsten er i hus.
Når vi taler ind i de tre søgeintentioner, rammer vi også ind i forskellige steder på brugerrejsen og i de forskellige stadier af konverteringstragten. For at skabe en friktionsfri brugerrejse er søgeintentionerne vigtige, da brugernes købsoplevelse også påvirkes af, at de føler sig mødt - lige meget hvilke intentioner, der ligger bag deres søgninger.
Fokusér på brugeroplevelsen frem for keyword stuffing
Tidligere lagde Google vægt på, hvor mange procent søgeordene udgjorde af teksten. Nu handler det mere om, at teksterne er velskrevne, opfylder brugernes ønsker, besvarer deres spørgsmål, beholder dem på siden og skaber et behov gennem et troværdigt og brugervenligt site. Man kan ikke sige tekstforfatning i 2023 uden at sige Chatbots og AI, men kan de skrive tekster, der opfylder både Google og brugernes behov? Det korte svar er; ja … efterfulgt af et ‘men’. For jo, det kan sagtens lade sig gøre at skrive knaldgode og velskrevne tekster, der rammer brugernes interesser. Men det kræver, at man giver chatbotten en masse specifikke informationer, så du sikrer det rette lixtal, de rette emner, den rigtige tone of voice, besvarelse på de rigtige spørgsmål og alt dette på en autoritær, troværdig og erfaren måde.
Skab det autoritære og erfarne website, som både Google og dine besøgende efterspørger
En måde hvorpå man også kan skabe et autoritært og erfarent website, er ved at have et stort fokus på linkbuilding. Linkbuilding får større og større indflydelse på, hvordan Google rangerer søgeresultater, da det er endnu et tegn på, at folk anser sitet som troværdigt - og dermed indeholder noget viden, som de ønsker at videregive til deres læsere. Intern linkbuilding giver dine brugere en mere friktionsfri rejse rundt på sitet, hvilket er med til at skabe netop den brugeroplevelse, som et brugervenligt website søger at give - og som brugerne sætter stor pris på at få. Derudover ser Google også på co-forekomster, hvilket indekserer teksten omkring dine links, som værdifuld co-tekst, der bakker op om dét topic cluster, teksten og linket kredser om.
Netop Topic Clusters har igen stor indvirkning på SEO i 2023, da brugen af centrale klynger af forskellige emner giver søgemaskinerne en god forståelse for, hvad dit website handler om, ligesom det skaber en høj indholdsautoritet. Topic Clusters har derudover også stor indflydelse på engagementet hos brugerne, da det dybdegående indblik i et emne giver dem en følelse af, at indholdet kommer et troværdigt og erfarent sted fra. Dette vægtes højt af Google - og dermed belønnes det med gode placeringer på deres søgemaskiner.
Og lige inden vi slutter …
Der ligger over en billion sider på Google, men faktisk er der over 90% af siderne, som ikke får besøgende fra Google. Derfor er det vigtigt at have en helt klar SEO-strategi, så I sikrer, at I ligger blandt de mindre end 10%, som opnår resultater gennem Google-søgninger. Google går med planer om at reducere hyppigheden for indeksering af websites, da de som del i deres klimapolitik arbejder på at blive Co2-fri inden udløbet af 2023. Derfor er det bedste strategiske valg at optimere alt dit indhold på én gang, så Google får det hele med i deres indeksering af dit website - og så du sikrer, at I ligger lunt i svinget til topplaceringer på Google. Du kan læse mere om, hvordan vi arbejder med SEO her.

Kompetencer